Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

ICDP - anerkendende pædagogik

ICDP står for International Child Developement Programme – det er en anerkendende pædagogik, som alle daginstitutioner i Odder Kommune arbejder med.

ICDP er baseret på et menneskesyn, hvor alle mennesker har værdi og ressourcer. Børn udvikles og trives bedst, når de anerkendes: Børn skal ses, høres og krammes, så de oplever og føler anerkendelsen af hele deres væsen, ikke kun deres færdigheder og talenter.

Kernen i ICDP er at vise omsorg, glæde, begejstring og anerkendelse af barnets og dets mange ressourcer. Anerkendelse skaber tryghed, og tryghed er en forudsætning for at turde udforske verden på egen hånd. Anerkendelse styrker børns selvværd og sociale kompetencer og dermed evnen til at indgå i fællesskaber og venskaber.

At arbejde med ICDP i vores praksis betyder, at vi har fokus på anerkendelse i samspillet med børnene i dagligdagen. ICDP er først og fremmest et værktøj til det pædagogiske personale, hvor man på kurser lærer at analysere og reflektere over egen praksis, altså at blive opmærksom på, hvordan man agerer sammen med og overfor børnene.

I det lange løb er håbet, at personalets anerkendende og omsorgsfulde tilgang til børnene vil fungere som et positivt forbillede for børnene, så de dels bliver mere selvsikre og dels bliver mere opmærksomme på hinanden og hjælper hinanden, både i legen og med praktiske opgaver som at lukke en lynlås.

De otte samspilstemaer i ICDP
På et ICDP-praksiskursus gennemgår man tre typer dialoger, der tilsammen kaldes samspilstemaer:

Den følelsesmæssige dialog:

  • Vis positive følelser – vis, at du er glad for barnet
  • Justér dig i forhold til barnet og følg dets udspil og initiativ
  • Tal med barnet om de ting, det er optaget af, og prøv at igangsætte en ”følelsesmæssig samtale”
  • Vis anerkendelse og giv ros for det, barnet kan.

Den meningsskabende dialog:

  • Hjælp barnet med at fokusere dets opmærksomhed, således at I får en fælles oplevelse af ting i omgivelserne
  • Giv mening til barnets oplevelser af omverdenen ved at beskrive jeres fælles oplevelser og ved at vise følelser og entusiasme
  • Uddyb og giv forklaringer, når du oplever noget sammen med barnet.

Den vejledende dialog:

  • Hjælp barnet med at kontrollere sig selv ved at sætte grænser for det på en positiv måde – ved at vejlede det, vise positive alternativer og ved at planlægge sammen.