Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

I Dagtilbud Vest bygger vi forældresamarbejdet på følgende grundprincipper:

  • Dialog
  • Gensidig tillid
  • Respekt
  • Ligeværdighed.

Vores primære opgave og ansvar er at tilrettelægge en hverdag med aktiviteter, således at de enkelte børn får de bedste betingelser for udvikling og trivsel. En vigtig forudsætning for dette arbejde er kendskabet til det enkelte barn. Vi arbejder på, at hvert enkelt personale har kendskab til det enkelte barns baggrund, kompetencer og udvikling. Dette kendskab skabes og formidles i samarbejdet mellem forældre og personale: Et samarbejde, hvor vi i overensstemmelse med vores pædagogiske principper og børnehavens værdigrundlag vil tilstræbe at imødekomme specifikke ønsker og behov.

Forældresamtaler
Der afholdes tre faste samtaler i barnets børnehavetid:

  1. En samtale inden barnet starter, hvor børnehaven præsenteres, og vi hører om, hvad I som forældre finder vigtigt at fortælle om jeres barn.
  2. Efter 5-8 mdr. afholdes en opfølgende samtale.
  3. Der afholdes også en samtale, inden barnet skal starte i skole, den ligger typisk i efteråret før skolestart.

Derudover afholdes samtaler efter behov.

Forældremøde
Én gang om året afholdes et fælles forældremøde for de to afdelinger, typisk i september-oktober. Emnerne kan være meget forskellige, men vil altid tage afsæt i den aktuelle hverdag i børnehaven. Ofte er det forældrebestyrelsen, der på forældrenes vegne kommer med input til indholdet af dette møde. Til forældremødet afholdes også valg til bestyrelsen.

Forældrebestyrelsen
Der er en fælles forældrebestyrelse for skovbørnehaven og Krible Krable Huset. Denne vælges på et forældremøde hvert år i oktober.
Bestyrelsen består af:

  • 5 forældrerepræsentanter fra Krible Krable Huset
  • 2 forældrerepræsentanter fra Skovbørnehaven
  • 1 personalerepræsentant fra Krible Krable Huset
  • 1 personalerepræsentant fra Skovbørnehaven
  • Lederen af børnehaverne
  • Derudover vælges 2 forældresuppleanter.

Forældrebestyrelsen fastsætter principper for institutionens arbejde og anvendelse af budgetrammen indenfor kommunens fastsatte mål og rammer. Derudover deltager bestyrelsens forældrerepræsentanter i ansættelser af fast personale, fastsættelse af åbningstiden, evt. fravalg af kostordning, afgivelse af høringssvar mm. Der afholdes 5-6 møder årligt af 2 timers varighed.

Forældrerepræsentanterne fra Krible Krable Huset arrangerer i samarbejde med personalet de to årlige fester: Sommerfesten og Julehygge med Luciaoptog. I Skovbørnehaven er der et separat festudvalg, der arrangerer festerne.

Som forældre kan man altid henvende sig til bestyrelsesmedlemmerne, hvis man ønsker et emne behandlet af bestyrelsen. For at se, hvem der pt sidder i bestyrelsen og hvordan du kan kontakte dem, skal du logge ind på Aula.