Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Natur og udeliv

Vi lægger stor vægt på at være meget ude hele året rundt og bruger gerne naturen dagligt. Udendørslivet er for os en vigtig kilde til læring og udvikling. Naturens rammer kan være mere alsidige og fleksible end rammerne indendørs. Naturen giver gode muligheder for at barnet kan udvikle sig motorisk, sprogligt og socialt. Vi oplever også, at børnene udvikler sig i forhold til sanserne når vi er ude.

Vi er som regel ude både formiddag og eftermiddag, det er derfor vigtigt at jeres barn har det rigtige overtøj med til årstiden, hvad enten det gælder, regntøj, termotøj eller flyverdragt. Det er også vigtigt med det rigtige fodtøj, så jeres børn ikke får våde tæer, hvis de får lyst til at hoppe i en stor vandpyt. De store vandpytter medfører ofte vådt tøj, det er derfor også vigtigt at børnene har skiftetøj i deres kasse på badeværelset.

Vi har turdag hver mandag. Her går turen ofte til vores nærliggende skov. I skoven går vi på opdagelse efter små krible krable dyr, blomster og svampe. Vi får en læring og viden omkring natur og naturfænomener.

Vi har forskellige temaer hvert år som omhandler naturen (spire, høst, naturens uge, forårstegn mm) og andre gange er naturen og udelivet blot naturlige elementer i temaerne (affaldsindsamling, eventyr, nordisk mytologi, kæledyrstema mm).